Den synske dansker

Lone Lopez Sørensen har opnået bemærkelsesværdige resultater i arbejdet med hjerneskadede og handicappede. Hun har udviklet sin egen metode og er kendt i den spansktalende verden. Hun har senest modtaget anerkendelse og priser fra WHO's afdeling i Latinamerika for sit humanitære arbejde - Min interesse for arbejdet med fysisk eller psykisk handicappede går tilbage til starten af 1980'erne, hvor jeg arbejdede med børn med indlæringsvanskeligheder. Jeg behandlede mere end 50 hyperaktive børn, hvoraf nogle i dag ville få diagnosen DAMP. I løbet af 8-12 behandlinger opnåede jeg fine resultater med dem alle: For eksempel blev de i stand til at koncentrere sig og holdt op med at være sengevædere, fortæller Lone Lopez Sørensen, uddannet zoneterapeut og kinesolog. Hendes metoder dengang var cross-crawl-teknik* og braingym* kombineret med traditionel zoneterapi. Da hun har læst ernæringslære kunne hun også inddrage kosten i behandlingerne. Kosten har stor betydning for hyperaktive børn. De har brug for kulhydrater, der med et stærkt indhold af aminosyrer giver kraft til hjernen, hvor proteiner groft set giver kraft til fysikken. Forældrene var glade; men jeg fik ingen reaktioner fra det etablerede behandlersystem. Og jeg havde selv ikke facon på mine egne metoder endnu, meget var ren intuition - jeg var i startfasen af det, der senere blev til reel forskning på feltet, siger hun.

Med i bønnen

I 1988 emigrerede Lone Lopez til Argentina og bosatte sig i Bahia Blanca, hvor hendes argentinskfødte far boede. Det er måske, fordi tro spiller en stor rolle i hverdagen. Jeg fik i hvert fald hurtigt mange patienter, og efter at de første gode resultater rygtes, var der konstant kø foran min klinik. De kaldte mig "den synske dansker", fordi jeg til at begynde ikke kunne tale ét ord spansk, siger hun. Der var nu ikke noget hokus-pokus i det, jeg gjorde; men rygterne gik og steg til voldsomme højder, da den lokale præst, som jeg behandlede, undgik at få sat en tå af - han inkluderede mig i sine bønner i kirken om søndagen - det ved jeg, at han stadig gør! I Argentina er der stort set ingen sociale tilbud. Den private økonomi er derfor helt afgørende for, om man kan få behandling. Alligevel fik jeg mange fysisk og psykisk handicappede patienter, både børn og voksne. Det var en stor udfordring, understreger hun.

Fransk, vietnamesisk, kinesisk, cubansk, indiansk viden

Lone Lopez følte, at hun var nødt til at få mere viden, og begyndte derfor at se sig rundt i verden efter mennesker der arbejdede alternativt med centralnervesystemet. Hun fik blandt andet kontakt til en læge i Frankrig, som forskede i akupunkturens og den kinesiske medicins virkninger på feltet. Endvidere søgte hun til Cuba, som er kendt for sit arbejde med handicappede. Her studerede hun i fem måneder på et hospital i Santiago de Cuba, hos en vietnamesisk forsker, der arbejdede med nervesystemet via behandling af ansigtet. Sideløbende fulgte hun forelæsninger i neurologi på universitetet i Buenos Aires. I Argentina var hun i kontakt med en indiansk nomadestamme, Mapuches-stammen. Hun opholdt sig i deres lejr i bjergene i flere perioder og fandt ud af, at de aldrig var syge - og at de hver eneste dag masserede hinanden i ansigtet, og hun studerede den massageteknik, som stammens kvinder udførte. Kvinderne forklarede mig, at de udførte ansigtsmassagen "for at holde sjæl og krop i god kondition" og for at reparere på muskelsmerter, og de havde et helt klart billede af hvilke muskelgrupper, der hang sammen med hvilke punkter i ansigtet. Studierne og de utraditionelle erfaringer kombineret med hendes erfaringer fra zoneterapien udmøntede Lone Lopez i metoden "ansigtszoneterapi".

Ansigtszoneterapi - en metode

Det egentlige gennembrud fik hendes metode, da en argentinsk fond kontaktede hende og bad hende udarbejde et projekt, der rettede sig mod arbejdet med handicappede børn . Fondens filosofi er, at alt, hvad der overhovedet kan tænkes at hjælpe handicappede, herunder multihandicappede og autister, skal afprøves. Jeg forelæste om ansigtszoneterapi for fondens tilknyttede læger, psykoterapeuter, ergoterapeuter, fysioterapeuter og støttepædagoger, og holdt også forelæsninger på kongresser i Argentina og i udlandet. Samarbejdet udviklede sig efterhånden sådan, at jeg udarbejdede undervisningsprogrammer for fysio- og ergoterapeuter, så de kunne gå ud og bruge min metode, siger hun. Samtidigt med sit arbejde for fonden fik hun etableret fire institutter, der blandt andet arbejdede med ansigtszoneterapi forskellige steder i Argentina. Det er den udbredte anerkendelse af ansigtszoneterapi som metode i forhold til arbejdet med hjerneskadede og handicappede, der har gjort hende til et kendt navn i den spansktalende verden, og som er baggrund for at hun i marts i år blev tildelt tre fornemme priser af WHO's latinamerikanske afdeling Obra Mundial pro Humanidad Solidaria: Estrella de Nobleza Humana, Patricia de la Humanidad Solidaria og Nobleza Meritocrática. Af familiemæssige årsager vendte Lone Lopez tilbage til Danmark for en kort bemærkning i januar 2000, hvor hun nåede at etablere en efteruddannelse for zoneterapeuter. Men det meste af hendes arbejde ligger nu i Spanien, hvor hun skal lede grunduddannelsen af zoneterapeuter.

Alt for megen snak

Efter 12 år i en helt anden kultur ser Lone Lopez meget kritisk på den behandling, som tilbydes hjerneskadede og udviklingshæmmede herhjemme. Jeg har haft langt over 100.000 patienter gennem mine hænder - og med mine erfaringer med blandt andet senhjerneskadede, mennesker med medfødte hjerneskader og multihandicappede tør jeg godt sige, at man bruger ressourcerne forkert. Groft sagt, så drikkes der alt for meget kaffe her i landet! Jeg har for ofte set, at efter kl. 15 - og vagtskifte - så sker der stort set ingenting. Jeg oplever, at man sætter sin lid til dyre maskiner, som det tager lang tid at få patienten ind og ud af - den tid går fra den pleje, der i forvejen er alt for knap. Man kunne komme meget langt ved at arbejde manuelt og systematisk. Metoden er dybest set: mange timers behandling hver dag i lang tid. Det har slået mig, at vi holder utroligt mange møder, hvor der tales meget om koncept dit-og-dat. Men, man forsømmer at holde sig selv op på evalueringer og mål. Man observerer heller ikke systematisk. Koncepter skal udføres, gennemføres og evalueres, hvis de skal være effektive. Teams er også meget in i Danmark, og sikkert godt på nogle punkter. Men de kan også trække beslutninger i langdrag. Jeg tror, at det blandt andet skyldes, at der er alt for stor respekt for faggrænser. Man er så frygtelig bange for at træde ind over hinandens fag - og mens man står der og tripper og træder sig selv over tæerne, så forringes patientens livskvalitet. Generelt er arbejdsvilkårene for dårlige. Der er alt for lidt tid til den nødvendige behandling. Men forudsætningen for, at der sker noget, er, at man behandler intensivt og målrettet. Ellers kan patienten lige så godt ligge derhjemme - det ville måske være bedre - i stedet for på en institution, som koster det blå ned fra himlen. Jeg har nogle steder mødt en stor, uerkendt ineffektivitet, som blandt andet bunder i for lidt åbenhed og for ringe viden. Man tror, man ved, men når man ikke måler systematisk, ikke er nysgerrig og lukker sig om sit eget faglige felt - hvordan kan man så være så sikker? Jeg kan konstatere, at der i dag er flere handicappede end tidligere. Én af grundene er, at lægevidenskaben har udviklet metoder, som betyder, at flere overlever og lever længere, ulykkesramte og andre senhjerneskadede holdes i live. Miljø- og forureningsfaktorer spiller også ind - det er min personlige observation, og jeg kan ikke dokumentere det, men når jeg ser, hvor mange, der for eksempel har rygmarvsbrok, som bunder i, at de mangler folinsyre*, så slår det mig, at det i høj grad må skyldes forurening, for eksempel forurening af drikkevandet . Samtidig udviser samfundet en stadig ringere evne til at rumme psykisk handicappede. Vi må spørge os selv, hvad det er for et samfund, som bare lægger folk i skuffer og på lager? Jeg tror ikke, at vi behandlingsmæssigt i forhold til handicappede bare kan finde en endegyldig vej - men man må blive ved med at være nysgerrig. Det handler om livskvalitet for både den handicappede og de pårørende.

Kilde: Majken Jørgensen, Socialpædagogen